Thailand 2010: Ko Yao Noi

Vores sidste afstikker var med speedbåd til øen Ko Yao Noi. Vi ønskede at tage endnu et eventyr; et sted hen hvor vi kunne hænge ud i naturen og kunne vågne op i en hytte ved stranden. Følelsen af at være lidt væk fra det hele .

Valget var faldet på Ko Yao Noi, da vi kunne kommer derud med ganske få transportskift og fordi vi havde læst om den mangfoldighed af små resort med hyggelige primitive hytter.

(klik at vilkårligt billede for et slideshow med alle billeder fra Prang-Nga)

På billedet ovenfor ses vores nabohytte. Lige til venstre udenfor billedet, var stranden. Man kunne altså ikke komme tættere på vandet. De strande vi så på Koh Yao Noi var dog ikke de hvide mel-strande, som man ser andre steder i Thailand. Man skal altså ikke tage til øen for at holde den store badeferie. Måske er de bedre på den anden side af øen.

Vores bambushytte bestod af ét rum med en dobbeltseng, myggenet og en ventilator. Der var et afskærmet squat toilet udenfor. Man skal altså heller ikke tage dertil for den vilde luksus. Men det var ikke meningen af man skulle opholde sig i hyttten. I stedet skulle man hænge ud i restauranten eller i en hængekøje i bambusloungen. Der var masser af hængekøjer som hang med udsigt ud over vandet – oplagt til en dag fordybet i en bog kun afbrudt af små ture i vandet eller til baren.

Vi kunne sagtens have brugt flere dage på øen. Der var masser af små hæng-ud-steder og  hyggelige restaurenter til at skabe lidt afveksling i et ellers total passivt ophold. Havde Vilhelm været ældre, ville vi have lejet knallerter eller cykler og taget turen på “kystbanen” hele vejen rundt om øen. Nu brugte vi tiden på at hænge ud, snakke med de andre beboere, drikke, spise og ellers bare nyde at være et så eksotisk sted. Vilhelm havde masser af plads at boltre sig på. Han kunne kravle rundt i skyggerne på terrasserne. Og der var alle de fruit-shakes og fried-rice han nogensinde kunne ønske sig.

Fiskeren på billedet ovenfor tilbød os at være bådchauffør for en dag. Ideen var at han fra øen kunne sejle os ud til et koralrev tidlig morgen og så havde vi stranden alene et par timer inden de andre turister fra fastlandet nåede derud. Det var virkelig tiltalende. Men økonomisk set var tilbuddet ikke særlig godt. I vores øjne var prisen skyhøj i forhold til de både man tager fra Ao Nang. Naturligvis var vi færre personer om at dække udgifterne men turens længde var også en tiendel af de normale ture.
Han var ikke interesseret i at gøre prisen mindre hvis vi kun ville blive halvdelen af dagen. Fair nok. For ham er det jo nok primært udgifterne til benzinen og slitagen på hans motor og båd der skal dækkes. Og så er turens længde jo ligegyldig. Han forlod lettere fornærmet over ikke at have landet opgaven og gik ud til sin båd for at skumle. Sikken et skønt sted at skumle.

På trods af at stedet var så cool, følte vi alligevel at det var meget godt vi ikke skulle holde tre ugers ferie på øen. Vi følte at vi nok ville komme til at savne hektikken fra Ao Nang og de mange fede tilbud som følger med turismen. På den anden side, når først man er nede i det laveste gear – det gear hvor man hænger i en hængekøje hele dagen med en god bog og en kokos-smoothie og drikker sjusser om aftenen i bambus-loungen med Jack Johnson på minianlægget, kunne man nok brænde et par uger af uden af opdage det.

Vi snakkede med en kvinde som havde været i Thailand i nogle måneder og faktisk ikke vidste hvornår hun ville rejse hjem. Hun havde gennemgået en skilsmisse og vidste simpelthen ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hele hendes voksne liv var bygget op omkring familielivet og nu var det brudt sammen. Hun havde derfor pakket to kufferter og rejst til Thailand med hendes seks-årige datter. De havde rejst lidt rundt i landet og var endt på Ko Yao Noi uden forestilling om længe hvor de skulle blive hængende eller hvor næste stop skulle være. Hun nød blot at være langt væk fra alle der kendte til hendes sammenstyrtede liv; arbejdet, familien, vennerne og eks-manden især. Det gav hende tid og fred til at tænke over hvordan livet skulle fortsætte. Sådan en ferie kunne vi vel alle have lidt glæde af.

Efter denne tur til Koh Yao Noi tog vi tilbage til Ao Nang og tilbragte de sidste par dage af vores ferie dér. Noget denne tur lærte os var, at vi i fremtiden ikke behøvede at skulle booke alting på forhånd. Der var masser af pladser og der er altid en person klar til at hjælpe dig videre. Næste gang vi er i Thailand vil vi have større tiltro til blot at tage afsted mod drømme-øen og tage tingene som de kommer. Man finder hurtig ud af, at man faktisk ikke er så afhængig af den airconditioner som man troede. Man finder ud af at maden stadig er “good clean food” langt væk fra turismen. Man husker at man ikke finder paradiset, men at paradiset kommer til én når man har sluppet taget. Vi havde ikke is i maven i starten, men fik det langsomt efterhånden som vi blev trygge ved at komme rundt, finde steder at være og sjove, folk at snakke med.

Koh Yao Noi er spået til at være det største up-and-coming feriedestination i det sydlige Thailand. Så skynd jer afsted inden det bliver crowded som resten af paradiset.

Dette var det sidste indlæg om Thailand 2010. Håber I har kunne holde spændingen kørende over de mange måneder det var taget mig at skrive disse indlæg.
Har du glemte de gamle indlæg, er der her en indholdsfortegnelse:

1. Thailand 2010 (1/5): Chiang Mai
2. Thailand 2010 (2/5): Chiang Rai
3. Thailand 2010 (3/5): Ao Nang
4. Thailand 2010 (4/5): Prang-Nga
5. Thailand 2010 (5/5): Ko Yao Noi

Læs også:

1. Thailand med baby
2. Vilhelms indlæg om Thailand

Thailand 2010: Prang-Nga

Efter lige dele undersøgen af markedet, tage mod til sig og “shoppen” efter den bedste pris, tog vi springet og lejede en bil for at tage på et eventyr hvor vi selv bestemte retningen og farten. Turen skulle gå mod nord og ind i landet. Vi lejede en lille Honda med automatgear og rattet i den ventre side. Selv det ikke var første gang jeg kørte med automatgear, syntes jeg faktisk at det krævede større tilvænning end dét at køre i venstre side.

(klik at vilkårligt billede for et slideshow med alle billeder fra Prang-Nga)

I den lille Honda trodsede vi den vanvittige trafik, med scootere på alle sider, vovede overhalinger, katastrofal skiltning og Vilhelm uden sikkerhedssele, og fandt steder vi nok aldrig ville have fundet med en guide. Vi kørte rundt i store Nationalparker og gik ture i junglen hvor der var edderkopper på størrelse med en stor menneskehånd og hvor unge skoleelever badede i kildeudspring og spillede guitar efter skole. I junglen hvor vi mødte skolebørnene, holdt pigerne og drengene sig adskilt og begge grupper blev helt forlegne da vi kom forbi og hilste på. Jeg tror de følte sig forlegne fordi de var blevet mødt af fremmede i deres tilflugtssted; et sted væk fra byen, skolen og forældrene og hvor drengene kunne se på hvad der måtte gemme sig under pigernes våde t-shirts, og hvor pigerne kunne høre på de unge smør-tenorer.
Ved udkanten af parken fandt vi et sted at spiste, hvor vi kun kunne kommunikere med fingersprog men hvor kokken faktisk selv besluttede hvad vi skulle have at spise. “To personer” var det eneste de behøvede at vide. “Clean Food Good Taste” indeed. Fedt at sidde et sted alene, hvor man følte velkommen fordi man er høflig og fremmede, og ikke fordi man er en pengepung.

Når man været tilbage i Danmark nogle måneder, er man faldet tilbage i vanlige rytmer: når man tager ud, sikrer man sig at have madpakke med så frokosten kan være klar til kl. 11-12. Og man sikrer sig at man er hjemme til middagsluren umiddelbart efter eller har en godt sted at lægge babyen. Man har helt glemt at man i Thailand bare drog ud. Og når sulten meldte sig, fik man lidt at spise. Og når Vilhelm var træt, slog man paraplyklapvognen ud og skabte skygge med en stofble. I sidste ende tror det det skyldes meget det varme klima og garantien på solskinsvejr. I Thailand behøver man ikke forberede sig på utallige eventualiteter.

Vi fortsatte ind i landet. Det eneste vi havde at køre efter var et sparsomt kort, hvor vi snart kørte ud over kanten. Vi fandt et lille skibsværft ved et flodudspring, hvor nogle lokale var ved at reparere en fiskebåd. Vandet og bugten virkede som det mest naturlige for disse mennesker og jeg følte hele tiden at man burde have taget en båd og sejle ud – bare for at være ude på vandet. Man kom hurtigt til at føle sig frygtelig begrænset ved at være på landjorden. Et populært site man ofte sejler til fra denne “havn” er James Bond Island, øen hvor “The Man with the Golden Gun” blev optaget i 1974. Vi besluttede os for at lade være. Turistsites i Thailing er, efter vores oplevelser, sjældent det samme i virkeligheden som i brochuren.

En af de helt store oplevelser fik vi ved næste stop, efter vi havde kørt ud på en af de yderste spidser og fandt et lille fiskesamfund. Den lille by, hedder Laem Sak hvor der bor ca. 300 mennesker og er særlig ved at være et af de få steder i området, hvor der er asfalteret helt ned til vandet.
Byen er helt uberørt af turisme og beboerne var meget interesseret i os. Deres første tanke var, at vi måtte være kørt forkert. Men vi overbeviser dem om, at vi blot ønsker at se os lidt omkring. Stedet har en fantastisk udsigt over bugten og husene virke alle som om de er under opførelse. Da vejen stoppede, blev den afløst af en gangbro som svævede lidt over den mudrede flodbred. Husene var alle forbundet via denne gangbro og de svæver et par meter over vandet på lange pæle.
Vi falder senere i snak med et par familier og bliver budt indenfor på kaffe og kage som vi glædeligt tager imod. Alle børnene, som lige havde fået fri fra skole og var iført deres blå og hvide skoleuniformer, flokkede til og især Vilhelm vakte stor begejstring. Han var lige vågnet og var som altid storsmilende og i højt humør. Endelig fik jeg en mulighfor at afprøve vores Phrasebook, men børnene ser måbende og fortvivlet på mig (jaja, de grinede af mig) da jeg forsøger at sige “mit navn er Daniel” på thai. Til mit forsvar skal det siges at vi kommer hele vejen rundt til at alle har præsentere sig selv. Men efterhånden som mine kommunikationsevner svigter siver børnene væk.

Vi tager vores afsked og begynder turen tilbage til Ao Nang. Vi havde læst om en lækker strand hvor vi ville nå at se solnedgangen. Naturligvis kørte vi en længere omvej og missede solnedgangen. Men da vi ankom til stranden var himlen stadig smuk, luften lun og vandet varmt. Vi skyndte os tage hoppe i badetøjet for at tage en sidste dukkert inden aftensmaden. Desværre er der lavvandet og det blev kun til en soppetur. Men det passede faktisk Vilhelm ganske glimrende.

Laem Sak var netop den oplevelse vi havde håbet på. Nu kunne vi trygt tage tilbage til Ao Nang og føle vi alligevel have oplevet en smule mere autentisk Thai.

Indholdsfortegnelse:

1. Thailand 2010 (1/5): Chiang Mai
2. Thailand 2010 (2/5): Chiang Rai
3. Thailand 2010 (3/5): Ao Nang
4. Thailand 2010 (4/5): Prang-Nga
5. Thailand 2010 (5/5): Ko Yao Noi

Læs også:

1. Thailand med baby
2. Vilhelms indlæg om Thailand