Daniel Kokott

Under vores ophold i Chiang Mai, tog vi en dagstur til den nordlige region Chiang Rai. Regionen er kendt for sine gode trekking muligheder, hvor man bla. kan besøge hill tribes. Vi lejede en guide, en tourbus og en chauffør og tog afsted allerede kl. 7:00. Storbyen havde et helt særlig skær i morgendisen. Kontrasten var helt væk og farven næsten lilla. Kun mængden af scootere og trucks afslørede at vi var i år 2010.

Vores første stop var ved et hot spring, hvor man kunne dyppe sine tæer eller koge et æg. Airconditionen i bilen havde gjort mine fødder helt kolde, så jeg glædede mig til at få dem varme godt op igen. P-pladsen var enorm og omringet af souvenirboder. Stedet var nærmest bygget op omkring varmvandskilden som en turistattraktion. Vandet kom ikke længere op ad den naturlige kilde, men gennem et rør-system som gjorde vandet mere tilgængelig for turisterne. Heldigvis var ankom vi så tidlig på dagen, at der ikke var mange turister. Så stedet havde en tydelig charme. Men det var ikke svært at forestille sig hvordan pladsen om få timer ville være proppet og hvordan der ville komme gang i boderne. Vi valgte ikke at koge et æg, men vores guide mente ikke vi kunne tage afsted uden det klassiske turist mug shot foran springvandet.

(klik på et vilkårligt billede for at se slideshow med alle billeder)

Vi gjorde stop for at få en kop kaffe i en lille café, som lå lige ud til et smukt landskab af rismarker. Gid man kunne drikke sin morgenkaffe med denne udsigt hver dag.

Vores chauffør, Bee, begyndte at nærme sig Vilhelm på en ret rutineret og erfaren måde. Han forsøgte ikke at erobre sig Vilhelms opmærksomhed, men tog ham blot op og lod Vilhelm fortsætte sine opdagelser uden at tvinge ham til noget. Der gik ikke længe for de to var “pals”. Bee tog sig af Vilhelm når han begyndte at kede sig under vores ophold undervejs på turen. Så behøvede vi ikke stresse over at spise færdig eller drikke ens kaffe. Fantastisk!

Næste stop var ved Wat Rong Khun, også kendst som The White Temple. Hvad der er en anelse kontroversielt, er at templet ikke bygges af nogen særlig religiøs person, men en kunster. Templet er overdådigt udsmykket med hvide figurer og spejle som får hele komplekset til at blænde og skinne i solen.

Templet og resten af komplekset har været ti år under opførelse og man fornemmer at når de er nået hele vejen rundt, skal de igang med at renovere på dét de byggede i starten.

Inden man får lov tl at betræde templet, skal man krydse broen over dødsriget hvor sjæle venter på at blive genfødt ind i himlen.

Inde i templet er der udsmykket med et kæmpe gulv-til-loft maleri. I den ene ende af templet er himlen, solen og alle munkene, som svæver på skyerne. I den anden ende, er helvede med afbildninger af ikoner fra den vestlige verden, såsom storbyer, Twin Towers, Converse, sex, missiler, Spiderman, Batman ol. Godt man ikke er fordomsfuld.

Efter frokost i Chiang Rai tog vi til Golden Triangle, stedet hvor Ruak River støder til Mekong River og skaber en naturlig grænse mellem Myanmar (Burma), Laos og Thailand. Landskabet var virkelig flot, men selve stedet var på vanlig vis fyldt med små turistboder og traditionsrige lokaliteter ombygget til turistabsorberende attraktioner.

Vi gik derfra hen til nogle flere mindre templer, som lå helt tomme og øde hen. Det var tydeligt at der blev gjort noget ud af stedet. Der blev dagligt pyntet op med religiøse dekorationer og farverige blomster. Det var fedt at havde stedet for sig selv for at se det bedre an, selvom det manglede en form for autencitet – som jeg syntes de fleste steder på turen også gjorde. Man kunne se originale ældgamle sten i murene og trappesatserne sammen med nyere sten lagt i forbindelse med renovering.

Dagens sidste stop var Karen Hill Tribe hvor der boede de berømte Long Neck stammer. Da vi finder ud af at det koster kassen at komme ind, tænker vi “Åhh f*ck, ikke endnu en turistkattraktion. Her havde vi håbet på noget mere autentisk.” Men det viste sig at være en ret spændene oplevelse, og der virkede som om at de fem stammer der boede i området, faktisk prioriterede at være selvforsynede lige så højt som at være en turistkattraktion. De levede at deres geder, får, høns, okser og kaffe- og rismarker. Stammerne var så autentiske at de ikke engang snakkede samme sprog og ikke kunne kommunikere indbyrdes.

Stedet var dog heller ikke for fint til også lige at have en turistbod og en insisterende souvenirsælger. Men det bedste var stammernes traditionelle “Dance-shows”, som de insisterende udførte for indsamling af nogle donationer. Man nåede knapt nok at stikke hovedet indenfor i en hytte, før det ventende danseensemble indtog deres positioner og startede deres forkølede dance-shows i en umanerlig uentusiastisk facon. Det første show var til at holde ud, men det næste var pinagtigt. Unge drenge, som tydeligvis havde mistet gejsten og ikke ønskede at deltage, lod deres folkedragter hænge åben, hvilket afslørede en vesterlig T-shirt indenunder, og slæbte deres fødder rundt i manegen helt ude at takt til danselederens øreskærende fløjtepiben. Vi smilte og gav donationer. Det var sgu alle pengene værd!

Stedet var alle pengene værd. Virkelig virkelig flot. Havde man kunne snakke Thai, kunne man få en masse historie ud af stedet.

Turen hjem var fire timer og vi kom hjem lang tid efter mørkets frembrud. Det var en god dag.