Lensbaby Muse, baby

Så har jeg, efter lang tids frem-og-tilbage overvejelser, købt mig en Lensbaby Muse.

Lidt baggrund:

Jeg har taget en masse billeder med Hipstamatic på min iPhone gennem det sidste år pga. det uforudsigelige resultat og det retro/vintage/trash look, som fik liv og stemning i en masse ellers ordinære billeder. Hipstamatic er altid med mig i lommen og jeg kan uploade til WordPress, Flickr, Facebook osv. direkte fra min iPhone. Ulempen ved Hipstamatic er at det er for langsomt at anvende. Det starter alt for langsomt op og hvert billede tager næsten et minut at blive bearbejdet. (Den seneste version tillader at man kan tage op til ni billeder i kø – en kæmpe lettelse.)  Så jeg har ledt efter et alternativ et stykke tid nu; Et apparet hvormed jeg kan tage disse skæve/retro/hipster billeder på en lettere og mere mekanisk måde. Med touch-skærmen mistede jeg følelsen af “at tage et billede”. Jeg savnede at skulle indstille fokus, blænde og mærke lukkeren klappe. Jeg savnede selve fotografi-oplevelsen.

For at komme tilbage til en mere rå fotografi-oplevelse, har jeg derfor kigget en del på analoge kameraer (Ja, Leica, det er dig jeg kigger på, dit dyre lækre sv*n…), Lomography og leget lidt med nogle gamle 35mm filmkameraer jeg har arvet. Jeg er ganske betaget af den “analoge sjæl” og de styrker der ligger i det gamle medie. Når jeg en dag får råd, køber jeg er godt velfungerende analogt kamera med masser af velsmurt mekanik. Leica M3/M7, Canon AE-1 Program, Olympus OM-4, Nikon FM3a/FE eller måske endda et mellemformat.

Med billigt kamerahus og film i mellemformat, ser Holga og Diana bare skide sjovt ud og er nok en oplevelse jeg ikke kommer udenom.  Jeg er dog en anelse forbeholden. Holgas billige plastikhuse, som er en del af charmen og konceptet, er også achilleshælen: De er ikke komplet lystætte og kræver derfor bla. at filmdækslet tapes tæt efter indførelse af film. Jeg tror simpelthen ikke jeg har tålmodighed til at rende rundt og tape mit kamera efter hver rulle film. Jeg kommer ikke rigtig nærmere den rå “foto-oplevelse” med disse kameraer. Blænde, lukkehastighed og fokus er alle automatiseret. Og efter at være blevet forvant med den lette digitale “fremkaldelse”, vil jeg nok have en smule startproblemer med den analoge filmfremkaldelse. Men hele konceptet og udførslen af Lomography er bare så cool. Jeg tager den oplevelse en anden dag.

Jeg har også kigget lidt på Polaroid kameraer og deres revival med The Impossible Project. Her slipper jeg der at skulle få mine film fremkaldt. Aino har et 600-serie kamera så jeg skal bare have bestilt nogle PX 600 og PZ 600 film. I kassen sammen med kameraet, fandt vi nogle gamle film som er udløbet med mere end et år. Vi smed dem alligevel i kameraet og fik faktisk nogle OK billeder ud af det. De har godt nok ingen kontrast eller farver, men de oser af stemning. Men med en pris på ca. kr. 23,- pr. billede, er Polaroid/Imposible Project et lidt dyrt projekt. Desuden er der heller ikke megen “foto-oplevelse” over dette. Man kan end ikke slukke for flashen…

Så ovenstående taget i betragtning, syntes jeg at Lensbaby var det bedste valg for mig. Det er et kanon koncept: Billigt, digitalt, fed “foto-oplevelse”, råt billedlook og en masse valgmuligheder. For de af jer der ikke kender Lensbaby, så drejer det sig om et særligt type objektiv til dit digitale spejlrefleks som giver slørede og bløde billeder med masser af flare – alle de egenskaber man normalt ikke ønsker. Lensbaby består af fire typer Lensbabies, en række objektiver, som passer til alle Lensbabies, og en masse forskellig tilbehør, som alle ændrer looket på billedet. Tjek deres hjemmeside (lensbaby.com) for detaljer.

Valget faldt på modellen Muse med Double Glass optik fordi Muse’en virker som “ægte vare”: spontan og uforudsigelig. Skal det være spontant og uforudsigeligt, så lad det være ordentlig spontant og uforudsigelig. Man fokuserer ved at presse bælget sammen. Helt udstrækt er fokus ca. 30cm væk. Trykker man indad flytter fokus udad mod uendeligt. Ved at vippe rundt på optikken, flytter man fokuspunktet (som i Lensbaby terminologi hedder The Sweet Spot) rundt i billedet og skaber derved Lensbaby’s signaturbilleder. Det kræver lidt tilvænning, men er skide sjovt at lege med.

Synes ikke betjening/fokusering er så svært som rygtet ellers siger. Jeg får klart flere skarpe billeder end jeg havde turde håbe på. Men det er ikke endbetydende med at det er lykkes mig at lave et godt billede endnu.

Billedet ovenfor blev taget ud af forruden af bilen på vej hjem. Knut kørte, og så skal man skyde hurtigt! Tror det er det bedste af de billeder jeg har taget de sidste par dage – og det siger en del.

Double Glass følger med alle Lensbabies undtagen Scout (som har Fisheye med i pakken). Den er den mest skarpe og “pæneste” optik i sortimentet. Så jeg skal helt sikkert have nogle andre.

Jeg plejer at være rimelig tilbøjelig til at skulle samle hele sortimentet, når jeg først bliver begejstret for noget. Men jeg synes jeg har en rimelig realistisk tilgang til dette. Jeg har kigget på Sweet 35, som virkelig ser fed ud men nok mest minder om en Double Glass med lidt mere vidde (35mm kontra 50mm) og med let justerbar blænde (kontra magnetskiverne på de andre optikker).  Så selvom jeg tror Sweet 35 er et lækkert optik, så bør jeg nok spare pengene. Jeg vil dog rigtig rigtig gerne have mere vidde på, så jeg bør bruge pengene på Super Wide Angle Conversion lens (21mm). Og så et Single Glass, Plastic eller et Pinhole / Zone Plate optik. Så er jeg glad! (Man kan få alle tre i en samlet pakke, men jeg bør nok bare beslutte mig for én enkelt.)