Fotograf: Peter Nielsen

I samme tråd, har jeg haft et link liggende i rigtig lang tid, som jeg ikke har fået delt med jer. Måske var det min far som sendte det i sin tid. Kan ikke helt huske.

Photograph by Nilina Mason-Campbell for RollingStone.com

Photograph by Erika Goldring for RollingStone.Com

Se flere på: http://www.rollingstone.com/photos/gallery/24758298/the_year_in_performances_2008s_b/

Jeg gad sgu godt tage sådan nogle billeder. Jeg skal vel bare få fingeren ud…

Men TV on the Radio kommer til byens bedste spillested. Det bliver fantastisk. Nu har jeg lige et par måneder til at lære se to sidste sangtekster fra den sublime Dear Science.
Vega Kalender

Hvis der er udsolgt inden jeg får billetter på mandag, så nægter jeg at skrive om den slags i fremtiden

Update: Fik mine billetter her til morgen. Så kan I andre godt købe løs. Glæder mig til at se Tunde synge DLZ og forhåbentlig også Wolf like me.

were sorry to announce that  due to delays in the processing of necessary working visas; the following Frightened Rabbit European dates have been cancelled.

Fri 3 Oct DENMARK COPENHAGEN LOPPEN
Sat 4 Oct DENMARK AARHUS MUSIC CAFEEN
Sun 5 Oct GERMANY HAMBERG GRUNER JAGER
Mon 6 Oct GERMANY BREMEN MS TREUE
Tue 7 Oct GERMANY MUNSTER GLEIS 22
Wed 8 Oct GERMANY KOLN STEREO WONDERLAND

Håber der kommer nye datoer snart. Men går historien sin vante gang, så bliver den nye dato en dag jeg er udenlands. Det skete nemlig da Isaac Brock fra Modest Mouse fik en flaske i øjet til en koncert og deres danske koncert måtte flyttes. Jeg havde glædet mig i månedsvis. Koncerten blev flyttet midt ind i min sommerferie hvor jeg var i Sydfrankrig. Jep, Modest Mouse er stadig på min “must-see” liste.

You’re the shit and I’m knee-deep in it!

I går, Lørdag, tog jeg på Beatday. Primært med formål at høre Guillemots, men også et gensyn med Mercury Rev var en væsentlig motivationsfaktor. Jeg gik desværre glip af Blue Foundation og Kissaway Trail fordi jeg var for sløv til at komme ud af døren. Især sidstnævntes album er jeg meget glad for, så det var egentlig lidt ærgerligt at misse dem. Så kan jeg lære det.

Beatday er et rigtig fint koncept. Det er helt tydeligt at musikoplevelsen er første prioritet. Der er ikke lagt op til picnic eller familieudflugt. Tre scener, masser af musik, DJ og fest efter midnat, god forplejning- og sanitetsforhold og meget mere. Det afholdes på Kulturkajen Docken over to dage. Begge dage starter midt på eftermiddagen så der er tid til at nyde solen lidt. De to udendørs scener er placeret ved siden af hinanden, så du faktisk ikke behøver at gen-erobre en god plads mellem koncerterne. Du skal bare dreje hovedet en anelse. Det har også den fordel, at mens musikken spiller på den ene scene, kan roadies sætte den anden scene klar til næste band. På den måde venter man maks 20 min. mellem koncerterne. Yderligere er der en indendørs scene, så det er muligt at arrange lidt valgmulighed for gæsterne.

Aftenen startede med The William Blakes. Udenfor spillede Duné, men det var ikke kun i mangel af bedre, jeg valgte indendørsscenen. Deres debut Wayne Coyne, er blevet ganske godt modtaget så jeg var naturligvis nysgerrig. Masser af guitar og pumpede rytmer fra dobbelttrummerne startede koncerten vældig godt op. Allerede få sekunder efter starten, var det klart at det ville blive en livlig koncert. Dobbelttrommerne gav en fed lyd og fik virkelig sat gang i stemningen. Selvom jeg dårligt nok kendte noget af deres musik på forhånd, var det alligevel ligetil at blive XXX. Selvom den sidste tredjedel af sættet var mindre indlevende, blev koncerten virkelig hevet hjem med Give It Away og Hey Jude. Vi kunne alle begive os ud til næste koncert med højt humør og lyst til mere.
Gaffas anmeldelse: The William Blakes, Beatday08, Indoor Stage (4/6).

Dernæst stod Mercury Rev på den store udendørsscene. En prægtig koncert. Imponerede lydbillede fra et erfarent orkester og intense kunstere. Der var ikke plads til snak eller dikkedarer mellem numrene. Faktisk var der stort set ikke plads til applause. Ærgerligt, fordi det kan være med til at skabe en kontakt mellem orkester og publikum. Men især The Dark Is Rising, fik mig op på tæerne. Senere på aftenen til After Party, lykkedes det mig at få hilst på Jonathan Donahue. Jeg opdagede ham da han kom slintrende ud mod dansegulvet. Jeg hilste på for at få hans indikationer af deres kommende dobbelt album. Men jeg må have været for fuld eller opmærksom på andre ting, såsom hans sikre fremtræden, venlige væsen eller grå stænk i skægget, for jeg kan faktisk slet ikke huske hvad han svarede. Men jeg husker han sagde, at det ene af de to albums bliver gratis at downloade. Det ser vi frem til.
Gaffas anmeldelse: Mercury Rev, Beatday08, Big Stage (5/6).

Guillemots var jo nok mit favorit for aftenen. Trist over at have misset dem på Loppen i 2006, var dette nok mit forsøg på en revanche. Jeg havde lovet alle der gad høre på mig, at dette ville blive en uforglemmlig koncertoplevelse. Og nær uforglemmelig blev den da også. Måske mest for mig, for Made Up Love Song #43, Trains to Brazil og Sao Paulo er kæmpe hit i min verden. Alle tre blev spillet med smittende energi og da sidstnævnte fik lov til at lukke showet, kunne jeg faktisk ikke rigtig ønske mig mere. Fyfe Dangerfield er simpelthen et vanvittig menneske på en scene og dragende at observere. Hans energi rækkede for de resterende medlemmer af bandet, som gjorde sig væsentlig mindre bemærket.
Gaffas anmeldelse: Guillemots, Beatday08, Small Stage (4/6).

Aftenens sidste koncert, og koncerten man let kunne mærke var dén som folk var kommet for at høre, var Sigur Ros. Særlingerne fra Island overgik helt klart lyden fra deres albums. Gennem et stemningsfyldt sceneshow med flot lyssætning, blev næsten alle deres sange leveret mere pompøs, hårdere og støjende end de indspillede udgaver. Synes helt klart det klædte dem. Hvor deres albums godt kan gå hen og blive baggrundsmusik (oplagt til arbejde), var live-musikken et smæk i fjæset og en sprængen af øretrommerne.
Gaffas anmeldelse: Sigur Ros, Beatday08, Big Stage (4/6).

Beatday er kommet for at blive og jeg skal da helt sikkert også derhen næste år. Det var et rigtig rigtig fint arrangement.

De sidste toner fra At War With the Mystics (Goin’ On) rinder ud mens jeg skriver disse linier. Tid til at publisere.

Teitur d. 18 April er også anbefalelsesværdigt. Hans seneste album, The Singer er klart hans bedste og ét at de bedste albums den seneste tid. Min fætter kan også anbefale hans koncerter.

Hvis denne nyhed er en aprilsnar, så kniber jeg en lille tåre.

På lidt over en halvanden time spillede bandet fra Texas en ren hitparade fra deres to seneste album Black Sheep Boy og The Stages Names. Især sange som “Unless it’s Kicks”, “Plus Ones”, “The Latest Toughs”, “Black” (hvor jeg elsker når Will skriger You should wreck his life the way that he wrecked yours) og naturligvis den dystre og maniske “For Real” blev spillet med stor indlevelse og tilstedeværelse. Og publikum var med. Jeg kunne bla. høre udtalelser som det er fandme super fedt! fra publikummer omkring mig efter støjballader til tonerne af “So Come Back, I Am Waiting” eller “Title Track”. Selv gennem sangene fra deres mindre kendte tidligere albums, som jeg ikke kendte, var publikum fanget.
Will Sheff, med en typisk småbøvet indie-frisure, hvor en stor manke er redt fremover panden, var en eminent frontfigur og facinerede at betragte på scenen. Han holdt en intens energi gennem hele koncerten og sang ganske enkelt helt fantastisk. En kuriøs, spændende og yderst talentfuld herre som, i følge ham selv, først sent i sit liv kyssede sin første pige.

En nær perfekt koncert, men alligevel nær nok til en topscore.
6/6

Nu glæder jeg mig bare til The National i morgen og så kan jeg sove tilfreds igen.

Andrew Stockdale opened up Colossal with: “Ready for some in-your-face-heavy???”.
The following video might not be the best, but it really gives you a glimpse of the show.

As a solace, I give you the video to Pillar of Salt: