Weekenden startede med en fantastisk koncert med The Flaming Lips i Tivoli. Som sidst, var der masser af visuel underholdning: Teletubbies, ballonfigurer, konfetti, storskærm, lasershow og meget mere. Der blev udelukkende fyret hits af og man kunne ikke undgå at blive betaget af det magiske orkester. Det var dog påfaldende hvor sammenlignelig koncerten var med koncerten i Tivolis Glassal for to år siden. Så måske havde jeg set og hørt det meste før, men hold da op hvor var det da en fed gensynoplevelse. Alle bør unde sig selv en Flaming Lips koncert!
Gaffas anmeldelse: , Tivoli, Plænen (4/6). Tjek også deres billeder. De er virkelig fede (jeg er kun lidt misundelig).
I går, Lørdag, tog jeg på Beatday. Primært med formål at høre Guillemots, men også et gensyn med Mercury Rev var en væsentlig motivationsfaktor. Jeg gik desværre glip af Blue Foundation og Kissaway Trail fordi jeg var for sløv til at komme ud af døren. Især sidstnævntes album er jeg meget glad for, så det var egentlig lidt ærgerligt at misse dem. Så kan jeg lære det.
Beatday er et rigtig fint koncept. Det er helt tydeligt at musikoplevelsen er første prioritet. Der er ikke lagt op til picnic eller familieudflugt. Tre scener, masser af musik, DJ og fest efter midnat, god forplejning- og sanitetsforhold og meget mere. Det afholdes på Kulturkajen Docken over to dage. Begge dage starter midt på eftermiddagen så der er tid til at nyde solen lidt. De to udendørs scener er placeret ved siden af hinanden, så du faktisk ikke behøver at gen-erobre en god plads mellem koncerterne. Du skal bare dreje hovedet en anelse. Det har også den fordel, at mens musikken spiller på den ene scene, kan roadies sætte den anden scene klar til næste band. På den måde venter man maks 20 min. mellem koncerterne. Yderligere er der en indendørs scene, så det er muligt at arrange lidt valgmulighed for gæsterne.
Aftenen startede med The William Blakes. Udenfor spillede Duné, men det var ikke kun i mangel af bedre, jeg valgte indendørsscenen. Deres debut Wayne Coyne, er blevet ganske godt modtaget så jeg var naturligvis nysgerrig. Masser af guitar og pumpede rytmer fra dobbelttrummerne startede koncerten vældig godt op. Allerede få sekunder efter starten, var det klart at det ville blive en livlig koncert. Dobbelttrommerne gav en fed lyd og fik virkelig sat gang i stemningen. Selvom jeg dårligt nok kendte noget af deres musik på forhånd, var det alligevel ligetil at blive XXX. Selvom den sidste tredjedel af sættet var mindre indlevende, blev koncerten virkelig hevet hjem med Give It Away og Hey Jude. Vi kunne alle begive os ud til næste koncert med højt humør og lyst til mere.
Gaffas anmeldelse: The William Blakes, Beatday08, Indoor Stage (4/6).
Dernæst stod Mercury Rev på den store udendørsscene. En prægtig koncert. Imponerede lydbillede fra et erfarent orkester og intense kunstere. Der var ikke plads til snak eller dikkedarer mellem numrene. Faktisk var der stort set ikke plads til applause. Ærgerligt, fordi det kan være med til at skabe en kontakt mellem orkester og publikum. Men især The Dark Is Rising, fik mig op på tæerne. Senere på aftenen til After Party, lykkedes det mig at få hilst på Jonathan Donahue. Jeg opdagede ham da han kom slintrende ud mod dansegulvet. Jeg hilste på for at få hans indikationer af deres kommende dobbelt album. Men jeg må have været for fuld eller opmærksom på andre ting, såsom hans sikre fremtræden, venlige væsen eller grå stænk i skægget, for jeg kan faktisk slet ikke huske hvad han svarede. Men jeg husker han sagde, at det ene af de to albums bliver gratis at downloade. Det ser vi frem til.
Gaffas anmeldelse: Mercury Rev, Beatday08, Big Stage (5/6).
Guillemots var jo nok mit favorit for aftenen. Trist over at have misset dem på Loppen i 2006, var dette nok mit forsøg på en revanche. Jeg havde lovet alle der gad høre på mig, at dette ville blive en uforglemmlig koncertoplevelse. Og nær uforglemmelig blev den da også. Måske mest for mig, for Made Up Love Song #43, Trains to Brazil og Sao Paulo er kæmpe hit i min verden. Alle tre blev spillet med smittende energi og da sidstnævnte fik lov til at lukke showet, kunne jeg faktisk ikke rigtig ønske mig mere. Fyfe Dangerfield er simpelthen et vanvittig menneske på en scene og dragende at observere. Hans energi rækkede for de resterende medlemmer af bandet, som gjorde sig væsentlig mindre bemærket.
Gaffas anmeldelse: Guillemots, Beatday08, Small Stage (4/6).
Aftenens sidste koncert, og koncerten man let kunne mærke var dén som folk var kommet for at høre, var Sigur Ros. Særlingerne fra Island overgik helt klart lyden fra deres albums. Gennem et stemningsfyldt sceneshow med flot lyssætning, blev næsten alle deres sange leveret mere pompøs, hårdere og støjende end de indspillede udgaver. Synes helt klart det klædte dem. Hvor deres albums godt kan gå hen og blive baggrundsmusik (oplagt til arbejde), var live-musikken et smæk i fjæset og en sprængen af øretrommerne.
Gaffas anmeldelse: Sigur Ros, Beatday08, Big Stage (4/6).
Beatday er kommet for at blive og jeg skal da helt sikkert også derhen næste år. Det var et rigtig rigtig fint arrangement.
De sidste toner fra At War With the Mystics (Goin’ On) rinder ud mens jeg skriver disse linier. Tid til at publisere.
Twitter
Facebook
Flickr
RSS
