Deres sidste besøg i Vega, hvor Howl var i centrum, er én af mine allerbedste koncertoplevelser.

Billetsalg starter d. 8 december.

Med sig har de Beat The Devil’s Tattoo som bliver udgivet d. 8 marts. Spændende spændende.

Black Rebel Motorcycle Club is set to release their fifth studio album, Beat The Devil’s Tattoo, on March 8th (UK/Europe/Japan/Australia et al), March 9th (US/Canada) and March 16th (Germay). This release signifis the band’s first full-length on their own Abstract Dragon label, in partnership with Vagrant Records and Co-Op Music Group. The band wrote and recorded most of the album at The Basement Studio in Philadelphia, PA – the same room where they wrote and recorded “Howl” as well as some work in their hometown Los Angeles. Beat The Devil’s Tattoo also marks the first album with drummer Leah Shapiro.

Det er godt fire år siden sidst vi hørte fra dem med Some Cities. Nu er Doves tilbage med nyt album kaldet Kingdom of Rust.
The Last Broadcast har altid været min favorit og det var da også albummet som fik udfyldt alle forventningerne i den britiske musikpresse.
Doves har spillet sammen i snart 30 år og Kingdom of Rust er en konsolidering af deres musiske færd, samtidig med at skulle presse fremad og mødes deres egne høje forventninger.
Med udgivelsen af dette album, kan medlemmer igen tage sig en fortjent nats søvn. Lidt endnu. Måske tre år, som der plejer at gå mellem deres albums?

Hop ind på deres webside (http://www.doves.net/) og download Jetstream fra deres nye album. De skriver:

Being fans of the Vangelis film score, ‘Blade Runner’, we always wanted to write an imaginary song for the closing credits on Ridley Scott’s classic… It’s called Jetstream …

Den er tyder på et suverænt fedt album. Dejlig tung bas og det slasker med elektroniske undertoner. “Det syder og tikker”. Føj en fed første-single…. modsat aktuelle “Get On Your Boots” fra et mindre irsk band.

Men her er titelsangen Kingdom of Rust:

Fra deres hjemmeside:

Originally starting in a downtown Sioux Falls apartment as a simple project to create happy pop tunes [...] The result is a full band with a radiant sound, which includes dueling drummers, a violinist, three guitars, two horn/keyboard players, and a lonely bass.
The size of band and collective feel is a means to experiment with sound and dynamics. The influences that shaped the upcoming album are as colorful as they were plentiful. The party lifestyle in a rural city fuels the music.

Her er en koncertoptagelse med sangene Jumpin Jean-Luc og The Teeth That Feed the Lions i lidt (meget) dårlig lydkvalitet:

Fri 3 Oct DENMARK COPENHAGEN LOPPEN
Sat 4 Oct DENMARK AARHUS MUSIC CAFEEN
Sun 5 Oct GERMANY HAMBERG GRUNER JAGER
Mon 6 Oct GERMANY BREMEN MS TREUE
Tue 7 Oct GERMANY MUNSTER GLEIS 22
Wed 8 Oct GERMANY KOLN STEREO WONDERLAND

Neeej! Koncerten, jeg havde glædet mig afsindig meget til, er blevet aflyst. Jeg sad så sent som et kvarter siden og lyttede til det eminente The Midnight Organ Fight og forsøgte at huske teksterne.

Håber der kommer nye datoer snart. Men går historien sin vante gang, så bliver den nye dato en dag jeg er udenlands. Det skete nemlig da Isaac Brock fra Modest Mouse fik en flaske i øjet til en koncert og deres danske koncert måtte flyttes. Jeg havde glædet mig i månedsvis. Koncerten blev flyttet midt ind i min sommerferie hvor jeg var i Sydfrankrig. Jep, Modest Mouse er stadig på min “must-see” liste.

You’re the shit and I’m knee-deep in it!

Jeff Tweedy varsler, at det kommende album vil være mere studieorienteret end forgængeren.

Wilco udsendte i maj 2007 det særdeles vellykkede album “Sky Blue Sky”, der var noget mere tilbagelænet og liveorienteret end i hvert fald de to foregående plader.

Men skal man tro en artikel i Billboard med Wilco-hovedmanden Jeff Tweedy, så vil bandet på deres næste plade forlade den stil, og igen gøre brug af de muligheder, et moderne studie giver indspillende kunstnere.

I artiklen fremgår det, at Tweedy har udtalt, at Wilco på den kommende plade vil “give sig selv tilladelse til at forme lyden i studiet og lave overdubs og bruge studiet som et instrument”.

Han siger, at det vil stå i modsætning til indspilningerne på det sidste album, hvor studiet i stedet blev brugt til at dokumentere musikken.

Det forventes, at Wilco vil gå i gang med indspilningerne til oktober, og man kan forvente, at der allerede ligger et album klar til foråret.

Jeg har intet andet end den højeste agtelse for samtlige Wilco albums. Men Yankee Hotel Foxtrot er og bliver højdepunktet i min bog. Jeg håber på, at vi får noget at den experimenterende, flygtende og ødelagte lyd at høre igen.

I går, Lørdag, tog jeg på Beatday. Primært med formål at høre Guillemots, men også et gensyn med Mercury Rev var en væsentlig motivationsfaktor. Jeg gik desværre glip af Blue Foundation og Kissaway Trail fordi jeg var for sløv til at komme ud af døren. Især sidstnævntes album er jeg meget glad for, så det var egentlig lidt ærgerligt at misse dem. Så kan jeg lære det.

Beatday er et rigtig fint koncept. Det er helt tydeligt at musikoplevelsen er første prioritet. Der er ikke lagt op til picnic eller familieudflugt. Tre scener, masser af musik, DJ og fest efter midnat, god forplejning- og sanitetsforhold og meget mere. Det afholdes på Kulturkajen Docken over to dage. Begge dage starter midt på eftermiddagen så der er tid til at nyde solen lidt. De to udendørs scener er placeret ved siden af hinanden, så du faktisk ikke behøver at gen-erobre en god plads mellem koncerterne. Du skal bare dreje hovedet en anelse. Det har også den fordel, at mens musikken spiller på den ene scene, kan roadies sætte den anden scene klar til næste band. På den måde venter man maks 20 min. mellem koncerterne. Yderligere er der en indendørs scene, så det er muligt at arrange lidt valgmulighed for gæsterne.

Aftenen startede med The William Blakes. Udenfor spillede Duné, men det var ikke kun i mangel af bedre, jeg valgte indendørsscenen. Deres debut Wayne Coyne, er blevet ganske godt modtaget så jeg var naturligvis nysgerrig. Masser af guitar og pumpede rytmer fra dobbelttrummerne startede koncerten vældig godt op. Allerede få sekunder efter starten, var det klart at det ville blive en livlig koncert. Dobbelttrommerne gav en fed lyd og fik virkelig sat gang i stemningen. Selvom jeg dårligt nok kendte noget af deres musik på forhånd, var det alligevel ligetil at blive XXX. Selvom den sidste tredjedel af sættet var mindre indlevende, blev koncerten virkelig hevet hjem med Give It Away og Hey Jude. Vi kunne alle begive os ud til næste koncert med højt humør og lyst til mere.
Gaffas anmeldelse: The William Blakes, Beatday08, Indoor Stage (4/6).

Dernæst stod Mercury Rev på den store udendørsscene. En prægtig koncert. Imponerede lydbillede fra et erfarent orkester og intense kunstere. Der var ikke plads til snak eller dikkedarer mellem numrene. Faktisk var der stort set ikke plads til applause. Ærgerligt, fordi det kan være med til at skabe en kontakt mellem orkester og publikum. Men især The Dark Is Rising, fik mig op på tæerne. Senere på aftenen til After Party, lykkedes det mig at få hilst på Jonathan Donahue. Jeg opdagede ham da han kom slintrende ud mod dansegulvet. Jeg hilste på for at få hans indikationer af deres kommende dobbelt album. Men jeg må have været for fuld eller opmærksom på andre ting, såsom hans sikre fremtræden, venlige væsen eller grå stænk i skægget, for jeg kan faktisk slet ikke huske hvad han svarede. Men jeg husker han sagde, at det ene af de to albums bliver gratis at downloade. Det ser vi frem til.
Gaffas anmeldelse: Mercury Rev, Beatday08, Big Stage (5/6).

Guillemots var jo nok mit favorit for aftenen. Trist over at have misset dem på Loppen i 2006, var dette nok mit forsøg på en revanche. Jeg havde lovet alle der gad høre på mig, at dette ville blive en uforglemmlig koncertoplevelse. Og nær uforglemmelig blev den da også. Måske mest for mig, for Made Up Love Song #43, Trains to Brazil og Sao Paulo er kæmpe hit i min verden. Alle tre blev spillet med smittende energi og da sidstnævnte fik lov til at lukke showet, kunne jeg faktisk ikke rigtig ønske mig mere. Fyfe Dangerfield er simpelthen et vanvittig menneske på en scene og dragende at observere. Hans energi rækkede for de resterende medlemmer af bandet, som gjorde sig væsentlig mindre bemærket.
Gaffas anmeldelse: Guillemots, Beatday08, Small Stage (4/6).

Aftenens sidste koncert, og koncerten man let kunne mærke var dén som folk var kommet for at høre, var Sigur Ros. Særlingerne fra Island overgik helt klart lyden fra deres albums. Gennem et stemningsfyldt sceneshow med flot lyssætning, blev næsten alle deres sange leveret mere pompøs, hårdere og støjende end de indspillede udgaver. Synes helt klart det klædte dem. Hvor deres albums godt kan gå hen og blive baggrundsmusik (oplagt til arbejde), var live-musikken et smæk i fjæset og en sprængen af øretrommerne.
Gaffas anmeldelse: Sigur Ros, Beatday08, Big Stage (4/6).

Beatday er kommet for at blive og jeg skal da helt sikkert også derhen næste år. Det var et rigtig rigtig fint arrangement.

De sidste toner fra At War With the Mystics (Goin’ On) rinder ud mens jeg skriver disse linier. Tid til at publisere.

Excerpt from Pitchforks review:

Nouns is so cacophonous, so fertile, and so ripe with sound that parsing out the samples and effects and various layers of guitar is nearly impossible; besides, it’s way more satisfying to just close your eyes and just enjoy it.

As Delusions of Adequacy writes:

The lead single, “Eraser,” might just be one of the best songs of the year. Here is where all of the band’s strengths are culminated into a single moment of music heaven. The song starts off with a sweet and joyful guitar line before a kick drum is added and the guitar line is altered a bit. This goes on for about the first minute before an explosion erupts and Spunt and Randall ferociously pound away. It’s so good that on an album of this caliber, with so many stand-out songs, it is still, easily, the best song on Nouns.

Here’s Eraser, a noise-punk-powerpop-rock for your summer holiday:

]]> http://daniel.kokott.dk/2008/07/15/no-age-nouns/feed/ 0 munkejens http://daniel.kokott.dk/2008/06/24/bon-iver-i-lille-vega-d-250908-kl-2100/ http://daniel.kokott.dk/2008/06/24/bon-iver-i-lille-vega-d-250908-kl-2100/#comments Tue, 24 Jun 2008 23:20:14 +0000 munkejens http://kokott.dk/?p=266 ]]> Tænkte jeg lige ville komme med et koncerttip: Bon Iver i Lille VEGA d.  25.09.08 kl. 21:00. Jeg har mit på det tørre:

Teitur d. 18 April er også anbefalelsesværdigt. Hans seneste album, The Singer er klart hans bedste og ét at de bedste albums den seneste tid. Min fætter kan også anbefale hans koncerter.

Hvis denne nyhed er en aprilsnar, så kniber jeg en lille tåre.