Thailand 2010: Prang-Nga

Efter lige dele undersøgen af markedet, tage mod til sig og “shoppen” efter den bedste pris, tog vi springet og lejede en bil for at tage på et eventyr hvor vi selv bestemte retningen og farten. Turen skulle gå mod nord og ind i landet. Vi lejede en lille Honda med automatgear og rattet i den ventre side. Selv det ikke var første gang jeg kørte med automatgear, syntes jeg faktisk at det krævede større tilvænning end dét at køre i venstre side.

(klik at vilkårligt billede for et slideshow med alle billeder fra Prang-Nga)

I den lille Honda trodsede vi den vanvittige trafik, med scootere på alle sider, vovede overhalinger, katastrofal skiltning og Vilhelm uden sikkerhedssele, og fandt steder vi nok aldrig ville have fundet med en guide. Vi kørte rundt i store Nationalparker og gik ture i junglen hvor der var edderkopper på størrelse med en stor menneskehånd og hvor unge skoleelever badede i kildeudspring og spillede guitar efter skole. I junglen hvor vi mødte skolebørnene, holdt pigerne og drengene sig adskilt og begge grupper blev helt forlegne da vi kom forbi og hilste på. Jeg tror de følte sig forlegne fordi de var blevet mødt af fremmede i deres tilflugtssted; et sted væk fra byen, skolen og forældrene og hvor drengene kunne se på hvad der måtte gemme sig under pigernes våde t-shirts, og hvor pigerne kunne høre på de unge smør-tenorer.
Ved udkanten af parken fandt vi et sted at spiste, hvor vi kun kunne kommunikere med fingersprog men hvor kokken faktisk selv besluttede hvad vi skulle have at spise. “To personer” var det eneste de behøvede at vide. “Clean Food Good Taste” indeed. Fedt at sidde et sted alene, hvor man følte velkommen fordi man er høflig og fremmede, og ikke fordi man er en pengepung.

Når man været tilbage i Danmark nogle måneder, er man faldet tilbage i vanlige rytmer: når man tager ud, sikrer man sig at have madpakke med så frokosten kan være klar til kl. 11-12. Og man sikrer sig at man er hjemme til middagsluren umiddelbart efter eller har en godt sted at lægge babyen. Man har helt glemt at man i Thailand bare drog ud. Og når sulten meldte sig, fik man lidt at spise. Og når Vilhelm var træt, slog man paraplyklapvognen ud og skabte skygge med en stofble. I sidste ende tror det det skyldes meget det varme klima og garantien på solskinsvejr. I Thailand behøver man ikke forberede sig på utallige eventualiteter.

Vi fortsatte ind i landet. Det eneste vi havde at køre efter var et sparsomt kort, hvor vi snart kørte ud over kanten. Vi fandt et lille skibsværft ved et flodudspring, hvor nogle lokale var ved at reparere en fiskebåd. Vandet og bugten virkede som det mest naturlige for disse mennesker og jeg følte hele tiden at man burde have taget en båd og sejle ud – bare for at være ude på vandet. Man kom hurtigt til at føle sig frygtelig begrænset ved at være på landjorden. Et populært site man ofte sejler til fra denne “havn” er James Bond Island, øen hvor “The Man with the Golden Gun” blev optaget i 1974. Vi besluttede os for at lade være. Turistsites i Thailing er, efter vores oplevelser, sjældent det samme i virkeligheden som i brochuren.

En af de helt store oplevelser fik vi ved næste stop, efter vi havde kørt ud på en af de yderste spidser og fandt et lille fiskesamfund. Den lille by, hedder Laem Sak hvor der bor ca. 300 mennesker og er særlig ved at være et af de få steder i området, hvor der er asfalteret helt ned til vandet.
Byen er helt uberørt af turisme og beboerne var meget interesseret i os. Deres første tanke var, at vi måtte være kørt forkert. Men vi overbeviser dem om, at vi blot ønsker at se os lidt omkring. Stedet har en fantastisk udsigt over bugten og husene virke alle som om de er under opførelse. Da vejen stoppede, blev den afløst af en gangbro som svævede lidt over den mudrede flodbred. Husene var alle forbundet via denne gangbro og de svæver et par meter over vandet på lange pæle.
Vi falder senere i snak med et par familier og bliver budt indenfor på kaffe og kage som vi glædeligt tager imod. Alle børnene, som lige havde fået fri fra skole og var iført deres blå og hvide skoleuniformer, flokkede til og især Vilhelm vakte stor begejstring. Han var lige vågnet og var som altid storsmilende og i højt humør. Endelig fik jeg en mulighfor at afprøve vores Phrasebook, men børnene ser måbende og fortvivlet på mig (jaja, de grinede af mig) da jeg forsøger at sige “mit navn er Daniel” på thai. Til mit forsvar skal det siges at vi kommer hele vejen rundt til at alle har præsentere sig selv. Men efterhånden som mine kommunikationsevner svigter siver børnene væk.

Vi tager vores afsked og begynder turen tilbage til Ao Nang. Vi havde læst om en lækker strand hvor vi ville nå at se solnedgangen. Naturligvis kørte vi en længere omvej og missede solnedgangen. Men da vi ankom til stranden var himlen stadig smuk, luften lun og vandet varmt. Vi skyndte os tage hoppe i badetøjet for at tage en sidste dukkert inden aftensmaden. Desværre er der lavvandet og det blev kun til en soppetur. Men det passede faktisk Vilhelm ganske glimrende.

Laem Sak var netop den oplevelse vi havde håbet på. Nu kunne vi trygt tage tilbage til Ao Nang og føle vi alligevel have oplevet en smule mere autentisk Thai.

Indholdsfortegnelse:

1. Thailand 2010 (1/5): Chiang Mai
2. Thailand 2010 (2/5): Chiang Rai
3. Thailand 2010 (3/5): Ao Nang
4. Thailand 2010 (4/5): Prang-Nga
5. Thailand 2010 (5/5): Ko Yao Noi

Læs også:

1. Thailand med baby
2. Vilhelms indlæg om Thailand