Jeg skal være far til Vilhelm

Som de fleste nok allerede véd, så skal jeg være far til maj/juni. Aino er gravid og jeg havde ikke den fjerneste anelse om at jeg var istand til at gøre hende det. Jeg tænkte jeg lige ville give en lille opsamling her på sitet.

Jeg fik nyheden overbragt d. 25. september 2009 – femten minutter inden min far kom og vi skulle til Bon Iver koncert i Vega. Jeg kom sent hjem fra arbejde – lige tidsnok til at jeg kunne få en rugbrødsmad og finde koncertbilletterne frem. Eftersom graviditeten var uplanlagt, havde vi slet ikke gjort os tanker om det forinden. Vi havde slet ikke tid nok til at føle os ind på hinanden. Hvad skulle der ske? Derfor kunne jeg ikke fortælle min far det, selvom jeg henrykt over tanken om at skulle have et barn. Det var pirrende at stå at lytte til koncerten med sådan en stor hemmelig uden at kunne tale om det. Jeg stod med alle mine tanker og kunne ikke engang fortælle Aino dem. Jeg kunne blot give hende et kærligt, hemmelighedsfuldt blik i ny og næ. Koncerten var fantastisk. Min far mener at have fattet mistanke, fordi Aino drak danskvand. Jeg troede det var de hyppige besøg på toilettet der havde røbet os.

(Klik ind på billederne for at se kommentarer og noter)

Vi var til nakkefoldsskanning d. 19/11-08. Lige inden jordemoderen satte skanneren til maven, kunne jeg ikke lade være med at tænke: “tænk hvis der slet ikke er noget derinde”. Men dét var der. Og man kunne se meget mere end jeg havde forventet. Ikke bare en lille prik som man kender det fra Hollywood. Vi kunne se næse, mund, kæber, arme, hænder, fødder, hjerne (jeps, vi så begge halvdele af hjernen – så den bliver ikke helt dum)…. Og hjertet, der pumper med en imponerende hast.
Syv centimeter fra hoved til hale. Ikke til at fatte at et menneske kan være så lille.
Kønnet blev ikke identificeret. Det var for tidligt. Så indtil videre er det stadig en “den”.

Risiko for Down syndrom beregnes ved moderens alder + nakkefold + blodprøve. I vores tilfældet er odsne 1:7565, hvilket er overordentlig gode. Så længe de er lavere end 1:300, er der ingen grund til at bekymre sig.

Hen over julen og nytår begyndte babyen virkelig at live op. Der blev sparket og skubbet hele dagen. Allerede dér slog det os at det er en livlig “fætter”, vi får med at gøre. Kun om natten får Aino lidt fred fra headbanging. Men livstegnene var forbeholdt Aino. Jeg kunne ikke rigtig mærke noget, men det var nu egentlig heller ikke forventet. Måske når der kom lidt flere gram på vægten….
Vi var og er stadig edder spændt på hvordan dette kommer til at udarte sig når den kommer til verdenen. Kan vi overhovedet holde styr på den? Lytter den til andre end dens moder??

D. 7/01-09 var vi til ultralydsskanning. Vi fik den livlige opførsel at se igen ved dagens skanning. Babyen moslede rundt på skærmen. Arme og især benene cyklede rundt – der var ingen tid til glamour-shots. Så vi fik nogle lidt slørede billeder med hjem. Men man kunne se rygraden og lår-knoglerne; Vi fik de fire hjerte-rum at se, og hvordan blodet strømmede igennem dem. Den havde vokset sin egen størrelse gange ti siden sidst. Imponerende.

Babyen havde det perfekt. Vejede ca. 350 gram og det er i normalområdet. Alt tyder på en sund og rask baby.
Og vi fik fremvist hvad der ligner en pung. Så det bliver med al sandsynlighed en dreng – hvilket i øjeblikket betyder vi får en lille Vilhelm Ruby Kokott i familien. Håber ikke det bringer al for megen ulykke at skrive/bruge navnet allerede nu. Jordemoderen ville naturligvis ikke give os en 100% vurdering, men den ser ud til at være go’ nok.
Nu kan vi sige “ham”, hvilket gør det hele en væsentlig del mere virkeligt.

Ainos mave sidder perfekt: Struttende lige frem; Torpedoform. Ingen gram de forkerte steder. Og det lader ikke til hun har gener ud over lidt træthed og at hendes andre organer har væsentlig mindre plads, hvilket kan være lidt besværligt når støvlerne skal af eller når bilturen overskrider de tyve minutter. Der er jo en tilsyneladende en rockkoncert i maven på hende, sådan som der bliver headbang’et, danset i moshpit og trådt på tarme.

Nu venter orlov, bleskift, børnepasning, mangel på nattesøvn, mangel på fritid, larmende legetøj og alt dét, alle ønsker at fortælle deres egne oplevelse af. Det har overrasket mig hvor meget især mænd forbybes når de får lov til at fortælle om deres erfaringer. Kvinder bliver glade – ja, kan nærmest blive ekstatisk på dine vegne. Men mænd. Mænd bliver anderledes nærværende når snakken falder på, at du nu også tiltræder forældrenes rækker. Faktisk har jeg oplevet flest svømmende blanke øjne fra mænd når de får nyheden at vide. Jeg har observeret flere krammere til Aino fra mænd end kvinder.
Og jeg tror mere at folk genoplever deres egen følelser end forsøger at forstå mine – hvilket passer mig udemærket.

Firmaet har taget overordenlig godt imod nyheden. Det virker som om alle følger med i vores lille eventyr med lige så stor interesse som os selv. Rikke har syet et væld af tøj i et forfriskende design og i en virkelig høj kvalitet til ham allerede. Vi er så taknemmelige. Glæder mig til at tage billeder af ham i det.

Til Bloc Party koncerten for en uges tid siden købte jeg denne seje hagesmæk:
.
Han bliver sgu sej. Og tro mig, han bliver også fandens klog!